1. maj i Bruxelles: En luder, en lommetyv og cirka syv Gaza-demonstranter
Der er stor forskel på, hvordan arbejdernes kampdag fejres i Belgien og i Danmark. I Bruxelles plejer det at være en farverig folkefest, men i år var det kun en håndfuld, der svingede hofterne.
Engang boede jeg midt i den socialistiske, men også meget folkelige, festival, som 1. maj i Bruxelles plejer at være. Den blev holdt på den gade, hvor jeg boede, med det sigende navn Avenue de Stalingrad.
Oppe fra min balkon, hvor jeg generelt tilbragte ret mange af mine ledige såvel som ikke ledige stunder med en smøg i munden, havde jeg en af de bedste udsigter over endeløse og fantastiske optog af folk, som var klædt ud som hvad som helst fantasifuldt eller flamboyant.
Fra scenen spillede et brass band Rage Against the Machine-hittet ‘Killing in the name’, og folk dansede på gaden. Der var hoppeborg og karrusel til børnene, sangria til de voksne og Che Guevara-merchandise til romantiske oprørere.
Som i andre EU-lande – men i modsætning til Danmark – er dagen i Belgien en national fridag. Og mens 1. maj i Danmark begynder tidligt om morgenen for dem, som har forhandlet fri i deres overenskomst, så gider belgierne ikke stå tidligt op på en fridag.
Så festen varer som regel fra klokken 14 til til 20. Men til gengæld er der fuld knald på i alle de timer. Folk er glade – sjældent fulde. Og selvom der er plads til mange forskellige politiske mærkesager - altså mest inden for socialismen og kommunismen eller bare alt, der ikke højreorienteret, så er der ingen råben eller piften eller sågar vold, som næsten er blevet en forventelig del af dagen i Fælledparken i København.
I Bruxelles er demonstrationer en del af hverdagen. Der er næsten ikke en dag uden en protest mod et eller andet – og lige med undtagelse af men in black-typerne under Covid-19-pandemien og vrede landmænd i traktorer, så er det som regel ikke særlig aggressivt.
Til gengæld er retorikken mere skarp og klar. Her må man godt skyde bolde efter dåser med kommissionsformand Charles Michels kontrafej.
Den tidligere premierminister i Belgien og nuværende formand for Det Europæiske Råd har efter fleres mening – herunder formentligt også den danske statsminister Mette Frederiksen – været træls gennem længere tid. Og så er han selvfølgelig også symbol på EU og på politisk magt.
I Bruxelles er det ikke et problem at demonstrere sin modstand på den måde. Det er sådan et sted, hvor man hilser høfligt på hinanden uden løftede øjenbryn, uopfordrede råd eller generel udskamning.
Men der var engang en fuld mand, der meget sparsomt påklædt lavede bollebevægelser op af en statue af det belgiske svar på Kim Larsen, Jacques Brel. Det blev for meget for belgierne. Det er der, grænsen går.
De seneste par år er festen flyttet fra Stalingrad til Mont des Arts, en plads, som også er centrum for Pride-festlighederne. Det er klart en bedre lokation med udsigt, park og masser af plads til scener og boder og mennesker, der kan sidde på både parkbænke og på trappesten – og med bedre mulighed for sikkerhed.
Men gassen er gået af ballonen. Festen er ikke længere helt så festlig. Salsarytmerne sætter kun sving i hofterne hos et enkelt par.
Syv midaldrende mennesker af blandet køn (ikke fordi alder på den måde betyder noget, men det siger alligevel noget) kører en vandrende Gaza-demo, som går rundt i ring på pladsen og råber de velkendte slagord om en flod og et hav. De generer ikke nogen, og ingen generer dem.
Der er en fest, men den foregår mest ude i hjørnerne af det store område. På en lille scene holder to unge kvinder en spontan tale i pausen mellem to DJ-set. Nogen klapper høfligt af dem.
Foran den store scene stopper en skoleklasse op og lytter til lange toner, der trækkes ud af et instrument. Enten er det eksperimenterende musikalsk kunst eller også er musikerne bare ved at stemme eller afprøve deres instrumenter i en spontan pause på scenen. Ingen lader til at vide det, og de fleste virker ligeglade.
På et banner er der annonceret en debat om sundhedssektoren, men tre kvarter efter starttidspunktet er den endnu ikke gået i gang. Der er ingen information om, hvorvidt den er aflyst eller forsinket.
Min mand og jeg spiser en kebab af ubestemmeligt kød fra en foodtruck og drikker en kold øl fra et lille pantkrus, som vi efterfølgende forærer til nogle romaer. Og så forlader vi festen. Vejret er godt, stemningen er fesen.