Analyse: Stærkt svækket direktiv er en trædesten for fagbevægelsens drømme
I Bangladesh var der onsdag en markering af årsdagen for en tragisk arbejdsulykke. Samme dag var der i Bruxelles en afstemning om et direktiv, som kun de færreste i Danmark har talt om.
Det handler om europæiske virksomheders arbejdskraft i tredjeverdenslande. Det handler om arbejdstagerrettigheder, og det handler om ansvar og gennemsigtighed i forsyningskæderne.
Alt det, som den danske fagbevægelse råber op om, og som danske medlemmer af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg også gerne går på barrikaderne for – ikke mindst nu, hvor danskerne snart skal stemme igen.
Kernevælgerne for de parlamentarikere, der reelt vælger at beskæftige sig med Beskæftigelsesudvalget, er den slags, der kan 1. maj-klassikeren Internationale i søvne, og som aldrig lod ordet ‘solidaritet’ forsvinde fra deres ordforråd.
Alligevel er det de færreste af dem, der har hørt om direktivet om due diligence med den typiske EU-titel CS3D.
Det står for Corporate sustainability due diligence og oversættes ofte lettere skævt til rettidig omhu. Konkret handler det om, at virksomheder skal forpligtes til at tage hensyn til miljøet og overholde menneskerettigheder og den slags, som det ifølge Kardemommeloven ville være rimeligt at forvente af store virksomheder.
Onsdag var direktivet til afstemning for sidste gang på den sidste plenarforsamling i Strasbourg, samtidig med, at det også var årsdagen for en af verdens største arbejdsulykker.
For lidt og for sent
De politikere, der gennem de seneste fem år har gentaget mantraet om, at ingen skal dø af at gå på arbejde, lader til at have overset mindet om de mere end 1.100 arbejdere, der døde, da sweatshop-bygningen Rana Plaza i Bangladesh kollapsede. Den bygning, hvor også den danske tøjkoncern Bestseller, fik syet sit tøj uden tanke for sikkerhed.
Men i modsætning til politikerne har Bestseller ikke glemt ulykken her 11 år senere. I ruinerne fra kollapset voksede krav om et sikkert arbejdsmiljø og kompensation for arbejdsskader. Der blev iværksat due diligence-initiativer og kampagner.
Tøjkoncernen har underskrevet en aftale mellem producenter og globale fagforeningssammenslutninger om at understøtte arbejdspladser i Bangladesh og Pakistan. Et initiativ, som Bestseller gerne ser, at alle konkurrenter også deltager i.
Ligesom Bestseller også har holdt nøje øje med forhandlingerne om direktivet om due diligence. I et debatindlæg i Altinget kalder koncernen det “for lidt og for sent, men bedre end ingenting”.
Det dækker over, at direktivet er endt med kun at omfatte de allerstørste virksomheder indenfor EU - det vil sige cirka 5.000, mens det oprindelige forslag til direktivet omfattede omkring 14.000 virksomheder. Og samtidig kan virksomhederne afhængig af størrelse vente tre til fem år med at leve op til direktivet.
Bestseller havde gerne set, at langt flere virksomheder var blevet omfattet af direktivet. Formentlig, fordi det ville gøre konkurrencen mere fair.
Og det i det her tilfælde ville det også føre til et lidt mere fair arbejdsmarked for arbejdstagerne, der i så fald ville have lidt mere lige muligheder for at stille deres arbejdsgivere til ansvar og hive dem i retten for at kræve deres ret(tigheder).
Direktivet blev godkendt af Europa-Parlamentet med 374 stemmer for, 235 imod og 19 parlamentarikere undlod at stemme.
Resultatet var langt fra givet på forhånd. Derfor havde den europæiske fagbevægelse EFS mandag aften inviteret politikerne til at se en dokumentar, som en sidste lobbyindsats for at få dem til at stemme for vedtagelsen af direktivet.
Teksten fortsætter efter dokumentaren
Dokumentaren fortæller blandt andet om, hvordan arbejdere på byggepladser bliver lejet ind via mandskabsbureauer langt nede i kæden af underleverandører. Og hvis de kommer til skade, forsvinder de uden videre fra byggepladsen. En af dem - en ung mand muligvis fra Sydamerika, blev fundet af sin familie i en skov, hvor han var blevet efterladt.
Og det er ikke sådan, at direktivet uden videre sætter en stopper for den slags.
Alligevel er det en tydelig lettet og meget glad hollandsk socialdemokrat, der stiller op til pressemødet efter afstemningen. Hun hedder Lara Wolters og har været Europa-Parlamentets chefforhandler på direktivet. Wolters har i de seneste måneder afholdt pressemøder om, at der endelig efter lange og meget turbulente forhandlinger er indgået en aftale mellem Rådet – altså landenes ministre på området – samt Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen.
Men flere gange er aftalen alligevel røget på gulvet, fordi Rådet – altså medlemslandene – alligevel ikke har villet indgå de aftalte kompromiser.
En god trædesten
Alligevel er Wolter sikker på, at aftalen holder denne gang, og at medlemslandene ikke igen finder en kæp, der kan passe ind i et af EU-maskineriets mange små tandhjul.
Og selv om hun ærgrer sig over, at direktivet er blevet stærkt udvandet, så er det også med Wolters egne ord en bittersød sejr, og med en selverkendt kliche kalder hun direktivet for “en ægte landvinding”.
Den europæiske fagbevægelse EFS kalder vedtagelsen en kulmination på mange års arbejde for både at få virksomhederne til at tage ansvar hele vejen gennem værdikæden og for at stadfæste, at fagbevægelsen skal inddrages og spille en afgørende rolle i det arbejde.
Det leverer direktivet på. Tornen er, at det kun omfatter omkring 5.500 virksomheder med en årlig omsætning på mindst 450 millioner euro.
Til gengæld er det en god trædesten for mange af de ting, som også den danske fagbevægelse drømmer om – blandt andet krav om ordentlige arbejdsforhold i offentlige udbud og mere anerkendt inddragelse af fagbevægelsen.