Analyse: Tre grunde til, at Dans kommissærdrøm kan ende som et boligpolitisk mareridt

Trods massive boligproblemer i EU kan den nye boligkommissær være tvunget til at servere en såkaldt ‘nothing burger’ for fællesskabet.

Den europæiske fagbevægelse håber, at Dan Jørgensen kan levere resultater på en af de meget få sociale dagsordener på Europa-Kommissionens to-do-liste. Men det er lettere sagt end gjort. Foto: Rani Bech

Artiklen er opdateret 22. oktober med mere detaljeret information om EU’s samhørighedspuljer og deres investeringer i billige boliger.

Til stor overraskelse for Danmark og resten af Europa blev Dan Jørgensen (S) i sidste uge udpeget til EU’s første reelle boligkommissær.

Ved siden af sin energiportefølje skal den nye danske kommissær sikre billigere boliger i EU til glæde for særligt udsatte og unge europæere, som i dag ikke har råd til et tag over hovedet.

Men spørgsmålet er, om en boligkommissær overhovedet kan gøre noget ved den udbredte boligmangel og de stigende hus- og lejepriser. For boligpolitik er overvejende et nationalt anliggende, som EU har begrænset indflydelse på.

Alligevel har kommissionsformand Ursula von der Leyen pålagt Danmarks kommissær at finde europæiske løsninger - og her er tre grunde til, at det bliver svært for Jørgensen:

1. Høje ambitioner, få penge

Først og fremmest udfordres Dan Jørgensen af, at han som kommissær ikke har mange penge til rådighed til boligområdet. Der er sat få midler af til boliger under EU’s fællesbudget. 

Ganske vist forpligtes boligkommissæren til at fordoble beløbet, som er reserveret til at skabe billigere boliger under EU’s samhørighedspuljer (Cohesion Policies).

I realiteten er det dog slet ikke Jørgensen, men kommissæren for samhørighed, italienske Raffaele Fitto, der bestemmer over puljerne, som har et begrænset beløb til sociale boliger. 

Samhørighedspuljerne udgør omkring en tredjedel af EU’s budget, men få af dem sikre billige boliger.

Som udgangspunkt er pengene dedikeret til at løfte de fattigste medlemslande og investeres i blandt andet socialpolitiske initiativer samt klimatiltag og grønnere transport.

Under den største samhørighedspulje, European Regional Development Fund (ERDF), bruges under 10 milliarder kroner direkte på socialt boligbyggeri. Langt de fleste penge til boliger målrettes energieffektiviseringer.

Dertil er det uklart, hvor mange – eller reelt hvor få - midler fra den anden store pulje, European Social Fund Plus (ESF+), går til billige boliger.

En stor del af pengene benyttes til social inklusion. Altså blandt andet støtte til uddannelse, børnepasning, rådgivning om rettigheder og tips til at takle gæld og oplæring af folk, som arbejder med hjemløse. Medlemslande kan også investere i boliger, hvilket forekommer i begrænset omfang, men dog dikterer rammerne for ESF+, at pengene især går til at hjælpe hjemløse.

Desuden står det nedfældet i reglerne for den betydeligt mindre samhørighedspulje, kaldet Cohesion Fund, at EU-midler KUN må bruges til boliger, hvis det relaterer sig til energieffektivitet eller vedvarende energi. Lovteksten skal altså opdateres, hvis puljemidlerne skal investeres i socialt boligbyggeri eller almene boliger.

Kort sagt vil samhørighedspuljerne næppe skabe mange flere boliger til unge og udsatte.

Så for at skrabe penge sammen til billigere boliger skal Dan Jørgensen også udvikle en investeringsplatform sammen med Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Allerede i dag låner EIB betydelige penge til projekter for socialt boligbyggeri og almene boliger. Derfor er det endnu uklart, hvorvidt investeringsplatformen vil samle markant flere penge til boliger på europæisk plan. 

Til sidst lægger von der Leyen op til, at boligkommissæren i samarbejde med kommissæren for en ’Ren, Retfærdig og Konkurrencedygtig Omstilling’ skal ændre statsstøttereglerne for medlemslande; det skal være nemmere at understøtte boligtiltag som energirenoveringer og socialt boligbyggeri. 

At ændre statsstøttreglerne sparker ansvarsbolden for boliger retur til EU-landenes regeringer; de må prioritere statens begrænsede budgetter mellem eksempelvis klimatiltag, digital udvikling, forsvarsinvesteringer og billige boliger.

Alt i alt virker det derfor begrænset, hvor mange penge boligkommissæren alene og i samarbejde med andre kommissærer kan samle til billige boliger.

2. Turister tømmer boligmarkedet

Et andet håndtag, som Dan Jørgensen bliver bedt om at trække i for at skaffe flere billige boliger, er kortidsudleje af boliger i storbyer.

Virksomheder som AirBnB har med deres platforme indtaget det europæiske marked for korttidsleje og giver europæere mulighed for nemt at udleje deres hjem eller lejligheder. Problemet er imidlertid, at korttidsudlejning, der ofte benyttes af turister, presser boligmarkedet for beboerne.

Mange europæiske storbyer oplever korttidsleje som en udfordring, men hvorvidt EU vil forsøge at ændre nationalstaternes regler for korttidsleje, er uvist. Indtil nu er det bredt set ikke lykkedes landene selv at finde nationale løsninger. Og hertil vil flere medlemslande formentligt være skeptiske over for at give EU større magt over nationale udlejningsregler.

Vi får først at se, hvordan kommissionen vil hjælpe borgmestre og byråd med at reducere andelen af korttidsleje, når Dan Jørgensen fremlægger sit kommende forslag.

3. Chef for de forkerte bureaukrater

Den tredje grund til, at målet om billigere boliger bliver svært for Dan Jørgensen at nå, er, at han ikke er chef for de rette bureaukrater.

Som kommissær råder han kun over embedsværket i Generaldirektoratet for energi, ENER. 

Når Jørgensen som boligkommissær skal lancere en strategi for boligkonstruktion, har embedsmændene i energidirektoratet de rette forudsætninger til  eksempelvis at forbedre bygningers energieffektivitet og bæredygtighed. Men det er en  en større  udfordringfor embedsmænd med ekspertise i energi at udfærdige en plan for billigere boliger i EU.

Dertil er der risiko for, at Jørgensens plan for billigere boliger bliver en skrivebordsøvelse. Planen skal grundlæggende tilbyde teknisk assistance til medlemslande og byer og dernæst fokusere på investeringer og nødvendige kvalifikationer i arbejdsstyrken. Kort sagt er det svært at se, at planen i sig selv vil gøre en stor forskel for de unge og udsatte, der håber på en hjælpende hånd fra EU.

Muligvis har det været kommissionsformandens håb, at Dan Jørgensen kan udbrede Danmarks relative succes med at etablere almene boliger og socialt boligbyggeri. 

Men udover at dele viden og erfaring er det svært at se, hvordan boligkommissæren kan leve op til målet om billigere boliger på tværs af EU.