Bechs Bruxelles: Jeg var et svedigt og utjekket fjols
Er det muligt, at en MEP'er kan tage fejl af en plads i et tog? Det er et af livets store spørgsmål, der findes svar på i denne udgave af Bechs Bruxelles.
Jeg er begyndt at sætte en ære i at være tjekket på udvalgte områder i liv. Fx gør jeg mig meget umage med at være duks i security i lufthavnen. Jeg vil så gerne have, at den security-medarbejder, der får med mig at gøre, går hjem den dag og tænker:
“Hende den lille mørke, hun var virkelig god og hurtig til at lægge alle sine ting rigtigt i kurvene. Hun havde allerede sin laptop ude af tasken og taget jakken af, da hun nåede hen til båndet”.
Det er muligvis ikke et stort mål at have i livet, men det er forholdsvist let at opnå - også selvom det kun er ind i mellem, at jeg får det der anerkendende nik fra security-medarbejderen. Men når jeg gør det, er det hele umagen værd.
Nu har jeg så valgt at udfordre mig selv og gå et skridt videre.
Nemlig til at være den tjekkede type på togrejser. Eller i hvert fald på en enkelt togrejse til Strasbourg fra Bruxelles.
Jeg lagde hårdt ud med at booke mine billetter i god tid og dobbelttjekke dem og den slags. Alt gik efter planen og selv om, der på togrejser ikke rigtig er nogen, der sender anerkende nik over den slags, så ved jeg med mig selv, at jeg er vokset med opgaven. Og derfor er jeg også helt klar til gentage succesen på hjemrejsen.
Indsigtsfuld lobbyist og forkert affaldssortering
Jeg ankommer i god tid. Jeg har styr på mine billetter. Toget er forsinket, men så kan jeg lige nå at spise lidt sushi med en indsigtsfuld lobbyist. Jeg ved præcis, hvilken vogn, jeg skal med og, hvilket sæde, jeg skal sidde på. Bare giv mig et perronnummer, så er jeg klar. Jeg er tjekket på den måde.
Da perronnummeret kommer, er jeg klar - og en lille smule stresset. Men det vil jeg ikke lade mig mærke med overfor lobbyisten. Og derfor er det også lidt en streg i regningen, at jeg kommer til at smide et plastiklåg i spanden til andet affald, mens lobbyisten ser det. Vi har jo lige talt om den grønne omstilling, og så disker jeg op med sådan en adfærd, som hverken er grøn eller særlig omstillingsparat.
Men op på hesten igen, tænker jeg. Eller rettere op på perronen, tænker jeg. Hurtigt og tjekket, tænker jeg. Og jeg er ret godt tilfreds med mig selv over både at finde den rigtige perron og på forhånd at have chantet mit vogn og sædenummer, så jeg ikke skal fumle med det.
Jeg finder mit sæde og hilser på en MEP på vejen - overskudsagtig, som jeg jo er. Mit sæde er optaget af en anden, som desværre har set forkert på sin billet. Det er bare ikke alle, der er lige så tjekkede som mig. Men så kommer der en ubehagelig fornemmelse snigende.
Konduktøren nævner nemlig lidt for mange andre stop på turen end lige Bruxelles. Og internetsiden giver også en indikation på, at jeg befinder mig i et tog, der ikke kører til Bruxelles. Men MEP’en er jo i samme vogn - og skal jo nok til Bruxelles. Jeg læner mig tilbage i sædet og forsøger at slappe lidt af - og ikke at tænke for meget over, at der ikke er ret mange med toget.
Tjekket, som jeg jo er, åbner jeg appen, så jeg kan sidde klar med min billet, når kontrolløren kommer. Måske vil vedkommende sende mig et anerkendende blik for det. Jeg glæder mig på forhånd til det, men så får jeg øje på det!
Det er den forkerte billet. Med det forkerte vogn- og sædenummer. Altså må det også være det forkerte tog. Det var den der fornemmelse. Men hvad MEP’en? Er det muligt, at MEP’er kan tage fejl?
Jeg sætter mig for at undersøge sagen ved at bevæge mig så langt frem i toget som muligt for at finde den rette vogn - eller en konduktør. Det sidste lykkedes - og der var kun et overbærende blik - og ikke et anerkendende nik, til overs for mig.
Overvejer at vække sovende MEP
Jeg må stå af ved næste stop og løbe hurtigt til den helt anden ende af togstammen. Mens jeg gør klar til det, overvejer jeg om, jeg skal vække MEP’en og sikre mig, at vedkommende også kommer til Bruxelles. Jeg beslutter mig for at gøre det.
MEP’en er glad for meldingen. MEP’en skal også til Bruxelles. Men det virker ikke som om, at vedkommende helt har forstået, at vi så skal stå af og skifte vogn. Så jeg gentager det lige for en sikkerheds skyld. På en sød måde. Men så kommer MEP’en i tanke om, at vedkommende ikke skal til Bruxelles, men til Paris.
Så nu er jeg bare helt alene om fadæsen, og et utjekket, forpustet og svedigt fjols, som kæmper sig frem til mit sæde i den fyldte vogn.
Men næste gang jeg tager til Strasbourg, bliver det mere tjekket. Det er jeg sikker på.