Melchior: Politik er som Paradise Hotel
Hun var alene om at stemme for mindstelønsdirektivet. Hun var alene, da medarbejderne forlod hende med anklager om dårligt arbejdsmiljø. Karen Melchior sammenligner politik med et reality-show.
Karen Melchior har sin hund med til frokost.
Hun og hunden har rejst frem og tilbage mellem Belgien og Danmark stort set hver uge i fem år - med tog, fordi hunden er for stor til at tage med i himlen - i hvert fald i flykabinen.
Den er velopdragen og lægger sig ned i skyggen ved siden af bordet, mens Melchior småsludrer på flydende fransk med restaurantejeren. Han er ambassadør for en forening som har til formål at promovere æg - og derfor bestiller Melchior en forret til deling med æg og mayonnaise. Og vandkarse, som smager lidt af sennep, forklarer hun.
Og så er det tid til interviewet - som i virkeligheden udvikler sig mere til en samtale end et interview - i hvert fald stiller Karen Melchior selv mindst halvdelen af spørgsmålene til Bruxelles & omegns udsendte.
Det er sådan hun er. Glad, snakkesalig, åben, nysgerrig og afslappet og måske mest af alt sin egen. Men hun er også ifølge Ekstra Bladet blevet beskrevet som ubehagelig, kolerisk og perfid af sine ansatte. Rapporten handlede om dårligt arbejdsmiljø på Melchiors kontor og førte til, at Radikale Venstre ikke ville genopstille hende.
Belært af fagbevægelsen
For Melchior førte det til en længere sygemelding og en udmeldelse af Radikale Venstre. Men den tid og den sag vil hun ikke tale om i dag. Den historie tager vi en anden dag, siger hun.
Men selvom hun i de sidste år af sin tid i Europa-Parlamentet var løsgænger, så følte hun sig ikke alene. Og det gjorde hun heller ikke, da hun som den eneste dansker stemte for mindstelønsdirektivet.
“Det var egentlig meget nemt, for jeg kunne ikke ud fra min egen analyse se argumenterne mod mindstelønsdirektivet fra dansk side. Jeg kunne ikke forstå, at man fra den danske regerings side valgte at male sig op i et forhandlingshjørne, hvor man som udgangspunkt var imod det hele,” siger hun.
Karen Melchior syntes, at det var en fin tilgang med at tilgodese de to forskellige systemer i EU-landene. Så der var en model til de lande, der har en lovbestemt mindsteløn og en anden model til dem, der fastsætter lønningerne via overenskomstforhandlinger.
“Jeg synes, at man skulle være gået ind i de forhandlinger og have stillet krav og sige, at hvis vi får det sådan her, så kan vi godt stemme for. Men jeg tror, at logikken var, at man godt kunne se, at vi havde tabt på forhånd. Og så var det politisk vigtigt at alliere sig med fagbevægelsen derhjemme og føre kampagne om at beskytte den danske model. Det handlede mere om kommunikation til fagbevægelsen end, hvad man reelt kunne opnå i forhandlingerne. Det var min analyse af det, fortæller hun.
Det var ikke en populær analyse i den danske fagbevægelse.
“Jeg blev belært en del gange om, at jeg fuldstændig havde misforstået det, og nu skulle jeg forstå, hvordan det hang sammen. Men jeg er stadigvæk ikke blevet overbevist om, at min analyse er helt gal. Jeg synes, at det er et udmærket kompromis med hensyn til begge arbejdsmarkedsmodeller,” siger Karen Melchior.
Hun uddyber også sin holdning til mindstelønsdirektivet med sin holdning til opgaven som medlem af Europa-Parlamentet.
“Jeg mener, at parlamentet skal repræsentere europæiske vælgere med udgangspunkt i det land, man er opstillet i. Vi skal ikke repræsentere den danske regering. Vi skal heller ikke altid repræsentere vores hjemlige parti en-til-en, fordi det kompromis, der kan findes nationalt, ikke altid er det samme kompromis, som der kan findes i EU,” siger Karen Melchior og fortsætter:
“Landene er jo repræsenteret i Rådet. Og derfor har jeg holdt fast i at mene det, som jeg synes er rigtigt, i stedet for at stemme det samme som Danmark i Ministerrådet.”
Når Karen Melchior i sin tid valgte at stille op til Europa-Parlamentet skyldtes det blandt andet et råd fra Margrethe Vestager.
“Hun sagde, at i Folketinget kan man kun rykke lidt rundt på nogle små ting, men at hvis man virkelig ville gøre en forskel med sin politik, så er det i kommunalpolitik og i EU-politik, at der er en reel mulighed for det. I kommunalpolitik er det alt det nære, der betyder noget for folk, og i EU lægger man de store linjer, træffer de store beslutninger og ser fremad. Det, synes jeg, at hun har ret i,” fortæller hun og bryder ud i et smil.
To jokes - hvoraf den ene er en analyse
“Vil du høre mine to jokes om journalistik og EU? Altså den ene er ikke rigtig en joke. Det er mere sådan en analyse,” siger Melchior og begynder med den sidstnævnte, der handler om, hvorfor EU-politik ikke fylder lige så meget i medierne som Christiansborg-politik.
“Journalisterne dækker politik som om, det er Paradise Hotel. Det handler om, hvem der har kysset med hvem, og hvem der har raget uklar med hvem. Magtforhold og relationer. Og så handler det om meningsmålinger. SF er gået frem. Moderaterne er gået tilbage. Problemet med EU-politikken er, at det er rigtig svært at lave den slags artikler. Det er kun, når regeringen går ud og mener noget om det eller, at det er Danmark mod EU eller sådan noget,” siger hun og er næsten ved at glemme joken.
“Jeg synes, det er frustrerende, når den danske regering lader som om, at den træffer beslutninger og tager initiativ på noget - eksempelvis inden for digitalisering, som EU allerede har lovgivet om eller er i gang med at lovgive om. Jeg forstår ikke, at journalister ikke kan gennemskue det kommunikationsstunt og køber ideen om, at det er reel politikudvikling fra regeringens side,” siger Melchior og fortsætter:
“Jeg synes også, det er utroligt, at de fleste danske journalister helst vil interviewe en af deres kolleger om, hvad der sker i EU. Hvis de går rigtig langt, så interviewer de en ekspert fra en tænketank eller en interesseorganisation. De kunne have valgt at tale med formanden for Folketingets Europaudvalg eller - gud forbyde det, tale med de medlemmer af Europa-Parlamentet, der sidder med til forhandlingerne. Jeg forstår ikke helt, hvorfor danske journalister mener, at politikere er utroværdige kilder."
Ligheder mellem tantrasex og EU-politik
Melchior har dog også et andet bud på, hvorfor mediedækningen af EU er vanskelig. Og det fører frem til den lovede joke.
“Hvad har tantrasex og EU-politik til fælles? Begge dele er en langstrakt affære uden et egentligt klimaks,” siger Karen Melchior og presser læberne sammen.
Måske for at tilbageholde en trang til at le af sin egen vittighed. I stedet forklarer hun den for prins Knud og andre.
Den handler om, at selv når forhandlerne i EU-politik træder ud af lokalet og fejrer et kompromis, så er der stadig en række formelle blåstemplinger tilbage. Og på den måde er intet rigtig sikkert, før blækket er helt tørt. Og så er brusen ofte gået af flasken. Så derfor er kan det være svært for journalisterne at vælge det rigtige tidspunkt til at formidle, at nu er noget endeligt vedtaget.
Det med klimakset i tantrasex forklarer Karen Melchior ikke.
“Der er nogle, der siger, at tantrasex er bedre end almindelig sex. På samme måde kan man måske fristes til at sige, at EU-politik er bedre end nationalpolitik,” slutter hun i stedet.
Den blev da fin artiklen, tak for interviewet. Og forklaringen med klimax'et er at du ikke ved hvornår det redaktionelle klimax er i eu lovgivningsprocessen mens du i tantrasex ikke ved hvornår / om der kommer et.