Mindsteløn: Sådan klarede parterne sig ved EU-domstolen
Reportage: Grækenland var underholdende. Rådet var klar i spyttet, og Danmark var der ikke meget at skrive hjem om.
“Det er som juleaften," siger Johan Moesgaard, EU-chef, Dansk Metal, i hallen uden for den fine store sal i EU-domstolen lige inden høringen om mindstelønsdirektivet går i gang.
Han glæder sig helt vildt til, at dørene lukkes, og sagen åbnes. Dansk Metal, 3F og FH har været de mest toneangivende aktører i den danske fagbevægelses modstand mod mindsteløndirektivet.
Modstanden gav masser af omtale, og gjorde op med myten om, at i Bruxelles kan ingen høre dig skrige. Alle kunne høre de danskere, der skreg op om mindstelønsdirektivet. Og i Bruxelles fandtes der næppe en embedsmand inden for området, som ikke kunne den danske model i søvne.
Den socialdemokratiske job-kommissær Nicolas Schmit fra Luxembourg - landet med den højeste lovbestemte mindsteløn i EU, rejste til Danmark for at mødes med arbejdsmarkedets parter.
Nu fire år senere er de danske arbejdsmarkedets parter i den nu forhenværende kommissærs hjemby Luxembourg. De har kraftigt opfordret den danske regering til at lægge sag an mod Rådet og Europa-Parlamentet for at få direktivet annulleret.
Og det er nu, at sagen skal for retten - forstået på den måde, at der har været en masse skriftlige argumenter sendt frem og tilbage mellem parterne, men det er nu, at de skal mødes personligt i den imposante sal foran 17 dommere.
Danmark står ikke alene. Sverige har valgt at støtte op om Danmark. Men modparten står heller ikke alene. Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Portugal, Grækenland, Spanien og Europa-Kommissionen har valgt at støtte op om Rådet og Europa-Parlamentet.
Og så gik det i gang.
Den spændte sitren i salen, da Danmark som den første part fik ordet, kunne fornemmes gennem skærmen i det ellers tomme presserum.
Danmark mener, at EU har overtrådt sine beføjelser, fordi EU ikke har såkaldt kompetence - altså lov til, at lovgive om løn. Derfor mener Danmark, at direktivet skal annulleres.
Hvis Danmark ikke kan få medhold i den del, håber Danmark i det mindste at få annulleret en artikel i den del af direktivet, der handler om at landene, skal være med til at fremme overenskomstforhandlinger.
Sverige mener det samme som Danmark
Den danske argumentation var teknisk tung og med interne henvisninger til den forudgående skriftlige argumentation, der havde været parterne imellem. Danmark gav modparten ret i, at direktivet ikke indfører en mindsteløn, men at formålet med direktivet er at sikre, at lønmodtagerne får en ordentlig løn. Og dermed griber direktivet direkte ind i lønfastsættelsen og dermed har EU overskredet en grænse, lød det fra C. Maertens på vegne af Danmark.
Sverige, som lidt nølende har støttet op om det danske søgsmål i sidste øjeblik og efter forlydende efter hårdt pres fra Svensk LO, udtrykte selvfølgelig enighed i de danske argumenter. Og kom også med en lovprisning af, hvordan den svenske model har været god for Sverige og om, hvordan den har sikret høje lønninger, der er tilpasset de enkelte brancher.
Europa-parlamentet var med W. D. Kuzmienko meget mere klar og let i mælet.
Løn er et arbejdsvilkår og dermed en EU-kompetence,så længe det ikke er en direkte fastsættelse af lønnen. Vi handlede inden for traktaten. Det er op til arbejdsmarkedets parter at fastsætte de enkelte lønniveauer, lød argumentet.
Danmark har ikke særlig gode argumenter
Og som et stød ind i det danske og svenske argument, gjorde parlamentet det klart, at det handler om, hvorvidt direktivet griber direkte ind i lønfastsættelsen og ikke indirekte kan have en betydning for niveauet af mindsteløn, som Danmark og Sverige plæderer for.
Med F. Jensen i spidsen gjorde Rådet det endnu mere tydeligt.
Rådet mener ikke, at sagsøgeren har særlig gode argumenter, lød det fra hende. Og hun gjorde det også klart, at EU-domstolen allerede tidligere har fortolket artikel 153 stk. 5, som Danmark og Sverige mener er overtrådt. Underforstået i EU’s favør.
I den står der, at selvom EU har til formål at forbedre arbejdsvilkår, så gælder det ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.
Men ifølge Rådet kan artikel 153 stk. 5 altså ikke bruges til at undtage alt, der indirekte kan berøre løn.
Det bakkede Tyskland op ved at sige, at der er mange arbejdsvilkår, som også kan ses som en indirekte del af løn, eksempelvis betalt ferie eller vederlag i forbindelse med forældreorlov kan være det.
Samtidig understregede Tyskland også, at mindstelønsdirektivet kun handler om mindsteløn - altså ikke alle andre lønninger. Underforstået, at den lovbestemte mindsteløn kun gælder, når der ikke er en overenskomst med en forhandlet mindsteløn, som ligger over den lovbestemte mindsteløn.
Grækenland tager salen tilbage til det antikke EU
Så kom Grækenland på banen og kunne sin retssalsdramaturgi uden at gøre hele sagen til en tragedie. Og selvfølgelig betød det også en højstemt indføring i det antikke EU - eller i hvert fald tilbage til den 17. november 2017 i Gøteborg, hvor EU’s sociale søjle blev vedtaget.
Men der var også et tilbageblik til Torino i 1961, hvor retten til en rimelig løn kom på dagsordenen. Og så en gennemgang af finanskrisen, der ifølge Grækenland gjorde det nødvendigt at kigge på arbejdstagernes rettigheder og herunder også et krav om rimelige lønninger.
“Løn er ikke en fuldstændig undtagelse fra EU’s kompetencer. Vi mener, at artikel 153 stk. 5 er vedtaget under britisk ledelse for at undgå en trussel mod arbejdsmarkedsmodellerne. Men verden ser anderledes ud i dag. Mobiliteten er større og fagbevægelsen svagere. Vi er overhovedet ikke enige med sagsøger. Danmark har ikke påvist nogen negativ indvirkning som følge af direktivet. Det har Rådet også nævnt”, sagde M. Tassopoulou og tilføjede som en trumf på talen:
“Det danske system har været en direkte inspirationskilde til det her direktiv”
Da alle støtterne på EU’s side havde sagt, hvad de mente, der skulle siges, var det tid for dommerne at stille uddybende spørgsmål.
Frygt for, at EU udvider sine beføjelser
Det første spørgsmål gik helt ind i kernen af den danske frygt for mindstelønsdirektivet. Men dommeren stillede det til Sverige i stedet for Danmark.
“Er Sverige bange for, at EU vil bruge mindstelønsdirektivet til at udvide sine beføjelser," lød spørgsmålet.
Det svenske svar var kort og klart.
“Sagen giver anledning til principielle spørgsmål, og Sverige tilslutter sig den danske holdning. EU har overskredet sin kompetence ved at vedtage direktivet. Den svenske model har tjent Sverige godt, og regeringen forsvarer den svenske model - principielt,” lød det fra H. Shev.
Danmark fik til gengæld et spørgsmål fra generaladvokat Nicholas Emiliou.
Det gik på, at Danmark som alle andre lande har underskrevet ILO-konventionen og, at noget af det, som Danmark anfægter i mindstelønsdirektivet er enslydende med ILO-konventionen. Derfor ville Generaladvokaten vide, hvordan Danmark kunne mene, at det var en indgriben i arbejdsmarkedets parters ret til at indgå forhandlinger.
Det danske svar var teknisk, men fastholdt, at det er regeringens holdning, at EU overtræder sine beføjelser ved at vedtage direktivet.
Generaladvokaten stillede også spørgsmål til Rådet, parlamentet og kommissionen, der havde til formål at afsøge, om EU måske kunne komme Danmark i møde på den del af direktivet, der handler om at fremme overenskomstdækningen.
Svarene fra alle tre institutioner var ikke imødekommende over for Danmark - og så var de så påfaldende enslydende, at det fik Generaladvokaten til at bemærke det.
“Europa-Parlamentet og Rådet har tydeligvis arbejdet tæt sammen om deres svar på spørgsmålene. Deres indbyrdes forhold plejer ellers ikke at være harmonisk,” sagde han lakonisk.
Direktivet er gået for langt
Til allersidst fik alle parter lov til at komme med en såkaldt replik. Det allersidste ord. Den allersidste mulighed for at påvirke dommerne, inden afgørelsens time oprinder.
Danmark var som sagsøger igen den første, der fik ordet.
“Vi har aldrig set noget, der bevæger sig så langt ind på lønområdet. Direktivets formuleringer er uklare, og det skaber tvivl og bekymringer for Danmark og arbejdsmarkedets parter. Direktivet er gået for langt. Man bevæger sig ind på medlemsstaternes område. Derfor skal direktivet annulleres,” lød det fra C. Maertens.
Rådet med F. Jensen var igen klar i sin replik:
“Sagsøgerne siger, at direktivet fører til en stigning i mindstelønningerne. Men direktivet er kun en ramme til at sikre og vurdere om lønningerne er tilstrækkelige. Det behøver ikke nødvendigvis at føre til en stigning,” sagde hun som modargument til det danske argument om, at direktivet indirekte påvirker lønnen.
“Rådet fastholder, at vi er på den rigtige side af den tærskel,” afsluttede hun sin replik.
Generaladvokat Nicholas Emiliou vil komme med sit forslag til afgørelse i sagen 14. januar 2025. Derefter skal EU-domstolen tage stilling til, om den vil følge forslaget. Det er ikke givet, at EU-domstolen gør det.