Uddrag af Midt i magten: Ny bog fortæller om kulturclash mellem Claus Jensen og de sydeuropæiske kolleger
Claus Jensen er ikke meget for at posere med et skilt, der udtrykker solidaritet med strejkende arbejdere i Luxembourg. Læs uddraget af bogen Midt i magten om formanden for Dansk Metal.
Claus Jensen kom i selskab med den franske præsident Emmanuel Macron og den nu afdøde prinsgemal Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, da han blev udnævnt som ‘Årets Europæer’ af Europa-Bevægelsen i 2018.
Men ellers er der ikke så mange fine franske fornemmelser over formanden for Dansk Metal, når han er til møde i Bruxelles. Det fremgår af bogen Midt i Magten skrevet af journalist og forfatter Martin Flink.
Bruxelles & omegn har fået lov til at bringe et uddrag fra bogen, hvor Claus Jensen er til møde i den europæiske faglige sammenslutning IndustriAll.
UDDRAG: Midt i magten
– De fleste her hader Claus, fordi han siger tingene direkte. Ordene falder med en tydelig overdrivelse – „had“ er trods alt nok et par tænder for skarpt – men pointen er klar: Claus Jensen er ikke en, som mange af de andre til konferencen har de varmeste følelser for.
Claus Jensen vil have effektivitet, logik, udvikling og kanvasarbejde for at skaffe medlemmer højere op på dagsordenen hos sine europæiske forbundsfæller, som er mere til bannere, demonstrationer, paroler og patosfyldte resolutioner.
Vi er i Elewijt Center, et konferencecenter i en syvsoverby 20-25 kilometer nord for den belgiske hovedstad, Bruxelles. Det er december, og de øde, landlige omgivelser oser ikke ligefrem af EU’s magt og indflydelse inde bag Bruxelles mange glas- og stålkonstruktioner. Der er lidt over 100 fagligt valgte og ansatte fra IndustriAll European Trade Unions 180 medlemsforbund fra 38 lande samlet til et halvårligt møde. Organisationen er talerør i Bruxelles’ lobby- og interessevaretagelsesmekka for syv millioner ansatte i den europæiske fremstillingsindustri.
Konferencen foregår i et rektangulært lokale på størrelse med en mindre håndboldbane. Tunge, sorte gulv til loft-mørklægningsgardiner sikrer, at det er umuligt for det kedelige belgiske gråvejr udenfor at trænge ind til gæsterne. Rummet er symmetrisk delt op med fem lange bordrækker, som er delt på midten, og hvor hver halvdel har en storskærm foran sig.
Deltagerne deles to og to om en mikrofon med indbygget minijack-stik, som man kan slutte de uddelte høretelefoner til. På syv forskellige sprog fortæller tolkene fra deres båse i baggrunden, hvad den pågældende taler siger. Claus Jensen er en af seks næstformænd i IndustriAll. En post, han har fået især i kraft af titlen som formand for industriarbejdere i Norden.
Det, som mange i rummet ikke kan lide, er, at han gerne og i meget klar tale fortæller dem, hvad de bør gøre, nemlig hverve medlemmer og skaffe overenskomster til dem på deres arbejdspladser, frem for det, de gør, og som også sker i løbet af disse to dage i Elewijt, nemlig tale dunder mod kapitalismen og arbejdsgiverne og tage gruppebilleder, hvor de holder skilte med slagord op.
Som en stille protest holder Claus Jensen et skilt op foran ansigtet, da cirka 60 af deltagere i en pause skal posere med et skilt, der på fransk erklærer solidaritet med de strejkende arbejdere på den luxembourgske virksomhed Ampacet, der på 15. dag er i konflikt med ledelsen. Den længste konflikt i landet i mange år.
– Så har vi lavet det faglige arbejde frem til maj, kommer det med et ironisk fynsk tonefald og et underdrevet smil fra Metalformanden efter fotoseancen.
Der er et kulturclash mellem de varmblodede sydeuropæere, der vil have arbejdskamp og demonstrationer, og de kølige, pragmatiske skandinaver, som gerne vil have fremdrift i tingene. Virkeligheden er, at fagbevægelsen i store dele af Europa har svært ved at skaffe medlemmer og gennem overenskomster sikre ordnede forhold. Måske fordi de nationale lovgivninger alligevel bestemmer meget af det, som fagforeninger i Danmark har kæmpet hjem gennem 125 års udvikling af den danske model.
Bevares, de danske fagforeninger har også blødt medlemmer siden årtusindeskiftet, men medlemstallet og organiseringen er stadig på et niveau, som mange lande i Syd- og Østeuropa kun kan drømme om: På IndustriAlls område ligger Danmark, Sverige, Finland og Norge nummer et, to, tre og fem på listen over de lande med højeste andel af organiseringsgrad. Andelen ligger på mellem 49 og 66 procent. I 17 lande er organisationsgraden højst 20 procent.
Det er i disse lande, at man i modsætning til i Danmark gerne vil have en EU-bestemt mindsteløn. Det kæmpede Dansk Metal og resten af fagbevægelsen imod.
– Vi sagde til de andre, at hvis de gik videre med at arbejde for en EU-bestemt mindsteløn, ville vi få vores regering til at gå imod. Det troede de ikke på, at vi kunne, fortæller Claus Jensen.
Han tilføjer, at det gav respekt i IndustriAll, da det viste sig, at den danske regering gik ind i sagen og anlagde et annullationssøgsmål. Den slags indflydelse har fagbevægelsen kun i de færreste lande, siger han med slet skjult stolthed i stemmen.
Portrætbogen Midt i Magten er netop udkommet og kan købes alle de steder, der handler med bøger.