Analyse: Platformsdirektiv endte uafgjort - uden taber, er alle selvudnævnte vindere
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har armene i vejret. Det har fagbevægelsen - og virksomheder som Wolt også. Ingen af dem tabte, og alle fik på en måde lidt.
Hverken fagbevægelsen, virksomheder som Wolt eller Danmark som sådan fik reelt noget af det, de ønskede sig i platformsdirektivet. Men de fik alle sammen lidt - og lidt noget andet, end det, der var lagt op til.
Og på en måde endte forhandlingerne, som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ønskede sig. Det var i hvert fald, hvad hun gav hun udtryk for til Bruxelles & omegn og Altinget på den røde løber i Bruxelles mandag i denne uge.
Hun og fagbevægelsen har ønsket sig en såkaldt formodningsregel fra EU. Det fik de ikke. Men de fik i stedet et pålæg om selv at lave en formodningsregel. Dermed er det op til Danmark selv - i samarbejde med arbejdsmarkedets parter - at gå i gang med det.
Det er lettere sagt end gjort, for når Danmark og fagbevægelsen har ønsket sig et platformsdirektiv fra EU, er det netop, fordi Danmark ikke selv har kunnet finde ud af at lave en formodningsregel eller udarbejde en klar definition på, hvornår en arbejdstager er lønmodtager eller ej.
I den forrige regering - den socialdemokratiske, hvor Peter Hummelgaard (S) var beskæftigelsesminister - var det ellers en klar målsætning i udspillet “Danmark kan mere” at indføre en sådan. I udspillet lyder det, at medmindre det klart kan bevises, at den, der udfører en arbejdsopgave, er selvstændig, så er vedkommende altså lønmodtager.
Hvis den vision var lykkedes for den daværende regering ville det have udvisket den uregulerede gråzone med det, som fagbevægelsen kalder “falske selvstændige” og som potentielle arbejdsgivere kalder frie fugle. Men som i dag hverken er fugl eller fisk i dansk arbejdsretlig forstand.
Kunde i stedet for arbejdsgiver
Problemet er nemlig ikke begrænset til at handle om platformsvirksomheder som Wolt, selvom deres bude med isblå jakker er synlige symboler på en ny virkelighed uden for den danske models rækkevidde.
Problemet er meget mere omfattende end dem.
Det er også et problem på byggepladserne, hvor opgaver udliciteres til håndværkere med spritnye CVR-numre - eller hos virksomheder med en overenskomst, der fyrer folk, men straks efter hyrer dem ind som freelancere med de samme opgaver og uden ret til at arbejde for andre arbejdsgivere - og uden ret til ferie, løn under sygdom eller bare den gratis kontorkaffe for den sags skyld.
Det er ikke nyt, at nogle virksomheder finder det mere attraktivt at være kunde i stedet for arbejdsgiver.
Og det var det, som den tidligere S-regering ville gøre op med. Men det kunne den ikke på trods af opbakning fra støttepartierne, og derfor henviste daværende beskæftigelsesminister Hummelgaard i flere medier, herunder techmediet Radar, til håbet om et direktiv fra Bruxelles.
Det håb blev ikke ført videre i den nuværende regerings regeringsgrundlag. Der står ikke noget om platformsdirektiv eller formodningsregel, selvom der står næsten historisk meget om EU.
Men Ane Halsboe-Jørgensen har understreget over for Bruxelles & omegn, at ønsket om en formodningsregel stadig var en høj prioritering, men at det gode ikke måtte blive det bedstes fjende - heller ikke selvom en formodningsregel i et EU-direktiv formodentlig ikke vil blive lige så stærk i arbejdstagernes favør, som hvis den var formuleret i Danmark.
Gør-det-selv
Det får ministeren så mulighed for at bevise nu med direktivets gør-det-selv-udgave af formodningsreglen. Og det står hende og arbejdsmarkedets parter frit for at lave en regel, der ikke er begrænset til arbejdstagere på platforme som Wolt og Uber.. For selv om de er synlige og en kærkommen syndebuk, så er platformene kun toppen af isbjerget - og en lille bitte flig af det danske arbejdsmarked.
Selvom virksomheder som Wolt har nydt rollen som den danske models provokerende udfordrer og arbejdsmarkedets enfant terrible, så skal man ikke tage fejl af den finske kurer-virksomhed.
I år kan den fejre ti-års jubilæum og er dermed også ved at lægge trodsalderen bag sig. Som en anden pre-teen føler den sig voldsomt misforstået af sin omverden og synes, at det er uretfærdigt, hvis der ikke gælder de samme regler for alle.
Kilder hos Wolt fortæller til Bruxelles og omegn, at virksomheden også meget gerne vil have klare regler for, hvornår en kurer er en iværksætter, som flere afgørelser ved domstole har fastslået, eller lønmodtager.
På den måde kan Wolt og fagbevægelsen godt blive enige om behovet for en formodningsregel eller et klart defineret arbejdstagerbegreb. Men mens fagbevægelsen har brug for sådan en regel til at kunne hverve medlemmer og tegne overenskomster og føre sager på medlemmernes vegne. Så har Wolt muligvis mest brug for sådan en regel til at undgå netop det.
Lettelsens suk er en midlertidig glæde
På samme måde er begge parter altså også både enige om og tilfredse med den indgåede aftale om platformsdirektivet - fordi det stort set bare siger, at der skal være en regel.
Og når begge parter kan glæde sig så meget over så lidt med ordene, at det var bedre end ingenting, så mener begge parter i virkeligheden, at det er bedre, end hvad der undervejs blev båret ind på forhandlingsbordet.
Det har været forslag og udkast til formodningsregler, der var så skrækindjagende for skiftevis den ene og den anden part, at parterne hver for sig og på forskellige tidspunkter mente, at de var bedre stillede uden et direktiv.
Men nu er der et direktiv. Og det er startskuddet til, at kampen om retten til at definere en arbejdstager kan tages på dansk jord.
Det kan du også høre mere om i podcasten Fagbevægelsen uden Filter med de to navnkundige værter Kristoffer Nordskov, redaktør på A4 Overenskomst og faglig kommentator Gitte Redder.