Arbejdsmarkedets parter: EU skal sørge for ordentlige arbejdsvilkår i Ukraine
Den Europæiske Fagbevægelse EFS og den europæiske arbejdsgiverorganisation SGI Europe kræver, at EU sikrer den sociale dialog i Ukraine inden EU-medlemskab.
Sidste år afskaffede Ukraine med præsident Zelensky i spidsen en række arbejdstagerrettigheder. Ansatte i små og mellemstore fik frataget retten til kollektive forhandlinger, og samtidig fik virksomheder mulighed for at indføre nultimerskontrakter.
Det blev ikke set på med venlige øjne af hverken den europæiske eller danske fagbevægelse. Flere danske fagforbund sendte en kraftig opfordring til den ukrainske præsident om nedlægge veto mod lovforslagene.
Samtidig blev der også sendt masser af varme tanker og kolde kontanter til de faglige sammenslutninger FPU og KVPU i Ukraine.
I mandags rejste den europæiske fagbevægelse EFS og den europæiske arbejdsgiverorganisation SGI sammen til Ukraine. Her besøgte de den ukrainske fagbevægelse, men mødtes også med både ukrainske ministre og parlamentsmedlemmer.
EU-støtte skal følges op med sociale EU-standarder
Budskabet fra begge parter efter besøget er meget klart.
"EU giver millioner af euro i støtte i til Ukraine. Og derfor skal vi også sikre, at de arbejdstagere, der bliver ansat for de penge, også har både anstændige vilkår og en overenskomst,” siger generalsekretær Esther Lynch, EFS, i pressemeddelelse.
Hun bakkes op af SGI Europes generalsekretær Valeria Ronzitti, der også holdt møder med de ukrainske arbejdsgiverorganisationer AOEU og FEU.
“Den bedste måde Ukraine kan blive integreret i EU er ved at sikre en stærk social dialog på nationalt plan mellem både fagforeninger og arbejdsgiverrepræsentanter”, siger hun i pressemeddelelsen.
EFS og SGI Europe opfordrer også til et møde mellem arbejdsmarkedets parter inden det næste topmøde mellem EU og Ukraine i næste år.