Danmark deltog i storstilet aktion mod udnyttelse af blandt andre platformsarbejdere
Ofre og bagmænd for menneskehandel på arbejdsmarkedet var i søgelyset hos blandt andre den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed ELA.
Udbringning af mad, skønhedspleje og restaurantbesøg var i begyndelsen af sommeren på to-do-listen hos blandt andre Den Europæiske Arbejdmarkedsmyndighed ELA, Frontex og Europol.
Men de kom hverken for den gode mad eller for at få fikset neglene.
Den fælles inspektion havde derimod til formål at finde frem til ulovlig udnyttelse af arbejdskraft samt ofre og bagmænd inden for menneskehandel.
Aktionen varede en uge og resulterede ifølge en pressemeddelelse fra Europol i 21 anholdelser for udnyttelse af arbejdskraft med i alt 261 ofre.
Samtidig førte tilsynene til oplysninger, der forlængede to-do-listen med yderligere 86 undersøgelser af potentielle mistænkte og ofre.
Tre restauranter blev lukket
Særlig det nationale arbejdstilsyn i Holland, som også var initiativtager bag den fælles aktion, fik noget ud af indsatsen.
Tre indiske restauranter, som arbejdstilsynet også tidligere har haft i søgelyset blev lukket.
Det skete ifølge en pressemeddelelse fra ELA efter fundet af mindst fem ansatte, som ikke havde ret til at arbejde i Holland, og som angiveligt også har fået for lidt i løn og haft for mange arbejdstimer.
Et enkelt af stederne blev der fundet en madras og andre tegn på, at en medarbejder både sover og bor i restauranten.
Danmark deltog i aktionen sammen med 23 andre EU-lande samt seks Europæiske lande uden for EU - herunder Ukraine.