Grækenland indfører seks dages arbejdsuge
Mens mange andre lande eksperimenterer med en arbejdsuge på fire dage, går Grækenland den anden vej og indfører en arbejdsuge på seks dage - med 48 timer. Den nye lov træder i kraft på mandag.
I forvejen er grækerne ifølge Eurostat blandt dem, der arbejder mest i EU med en officiel arbejdstid på næsten 40 timer om ugen.
Og den førsteplads fastholder de formentlig, når en ny lov - i daglig tale kendt som lov 5053/2023, træder i kraft på mandag.
Den giver arbejdsgiveren ret til uden videre at pålægge sine medarbejder en ekstra arbejdsdag om ugen mod en kompensation på cirka 40 procent af en dagsløn.
Loven blev vedtaget allerede i efteråret - og skulle egentlig have været trådt i kraft i maj, men det blev udskudt til juli for ikke at influere på valget til Europa-Parlamentet.
Mangel på arbejdskraft og mangel på overenskomster
Regeringen har begrundet den nye lov med, at det kan løse nogle af de problemer med mangel på arbejdskraft, som Grækenland ligesom mange andre europæiske lande lider under.
Arbejdstagerne lider til gengæld under manglen på overenskomster forklarer den pensionerede græske professor i arbejdsret Aris Kazakos til onlinemediet Deutsche Welle. Arbejdsgiverne indgår i stedet individuelle ansættelseskontrakter med de ansatte, hvor det udelukkende er arbejdsgiveren, der fastsætter vilkårene.
I praksis betyder det, at en arbejdsuge på fem dage længe har været fortid indenfor turismebranchen. Immigrantarbejdere på tekstilfabrikker i Grækenland arbejder også allerede seks dage om ugen.