Wolt vinder flere sager: Bude er ikke lønmodtagere
Mens platformsdirektivet er sendt til ringhjørne i Bruxelles, falder der flere afgørelser i Wolts favør i nordiske lande.
Woltbudene er uafhængige iværksættere og ikke lønmodtagere. Det fastslog Forvaltningsdomstolen i den sydfinske by Hämeenlinna onsdag.
Domstolen baserede sin afgørelse på en såkaldt formodningsregel, hvor to ud af fire kriterier var udslagsgivende.
Det ene kriterium handlede om, at Wolt ikke leder eller kontrollerer budenes arbejde, fordi de ikke har faste arbejdstider.
Og det andet kriterium handler om, at budene - i modsætning til en lønmodtager - kan uddelegere opgaverne til en vikar eller underleverandør.
Wolt glæder sig
"Wolts forretningsmodel er grundlæggende den samme i alle lande, og den indebærer, at kurerpartnere fleksibelt og suverænt selv kan bestemme over deres tid og indsats som samarbejdspartner. Det er naturligvis glædeligt, at vi nu har rettens ord for, at det også er sådan kurerpartnerne skal opfattes,” skriver Mikkel Tofte, kommunikationschef for Wolt i Danmark og Polen, i en mail til Bruxelles & omegn.
Platformsvirksomheden blev grundlagt i Helsinki for ti år siden, og i næsten alle årene har den været udsat for kraftig kritik af at modsætte sig et arbejdsgiveransvar for budene.
I Finland var det fagforeningen PAM, der tog Wolt i retten og fik medhold i, at budene er arbejdstagere. Det er den afgørelse, som Forvaltningsdomstolen nu har omstødt efter, at Wolt ankede sagen.
Vinden vender for Wolt
Wolt vandt også i december over den svenske arbejdsmiljøstyrelse i den svenske forvaltningsdomstol og fik dermed rettens ord for at være fritaget for ansvar for budenes arbejdsmiljø. Begrundelsen for afgørelsen er stort set enslydende med den finske afgørelse.
“For mig at se, er det nogle klare juridiske meldinger fra lande, hvor arbejdsmarkedet ligner det danske,” skriver Mikkel Tofte til Bruxelles & omegn.
I Danmark har både Skat, SIRI og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring AES fastslået, at Wolt-bude er arbejdstagere. Men disse afgørelser gør ikke budene til arbejdstagere i arbejdsretlig forstand. Det er kun en afgørelse fra Arbejdsretten, der kan gøre det.
På samme vis har Arbejdstilsynet i Finland efter onsdagens sejr til Wolt besluttet sig for at tage sagen til Højesteret for at opnå en reel præcedens.
Vil have Wolt for højesteret
Arbejdstilsynet mener, at der er for forskellige fortolkninger af de kriterier, der i første omgang gik i mod Wolt, men efterfølgende så faldt ud til Wolts fordel.
“Vi mener, at retstilstanden er uklar, og at det vil være vigtigt at få en afklaring fra Højesteret, siger Eerik Tarnaala, direktør for arbejdsmiljø og sikkerhed i den regionale administration i det sydlige Finland, ifølge det finske medie Yle.
De kriterier, der har været udslagsgivende for afgørelser om Wolt-bude i Danmark, Sverige og Finland, er de samme kriterier, der er stridspunktet i forhandlinger om EUs platformsdirektiv.
Siden december er der både blevet indgået og afvist to foreløbige aftaler om direktivet i EU. Det belgiske formandskab arbejder ihærdigt på at finde en løsning, selvom det er umuligt at nå en endelig vedtagelse af direktivet inden Europa-Parlamentsvalget i juni.